About

I 2010 bidrog jeg med et kapitel til bogen “Filosofi: 5 spørgsmål”, hvor en række danske filosoffer blev bedt om at svare på fem spørgsmål vedrørende deres forhold til filosofi. Mine svar giver et godt indblik i min interesse i filosofi. Samtidig viser de, hvad der overordnet driver mig inden for filosofien. Derfor har jeg fået lov til at lægge hele teksten ud til offentlig skue. I kan læse mere om bogen her. De fem spørgsmål lyder således:

Hvordan blev du oprindeligt interesseret i filosofi?
Hvad betragter du som dine vigtigste bidrag til filosofien?
Hvad er de vigtigste åbne problemer inden for filosofien?
Hvordan ser du forholdet mellem filosofien, andre videnskaber og verden uden om videnskaberne?
Hvilken rolle ønsker du, at filosofien skal spille i fremtiden?

Hvis man vil have det mere formelle overblik over min karriere og liste med samlede publikationer, kan man downloade mit fulde CV og publikationsliste her eller søge på wikipedia. God læselyst.

 * * *

 Filosofi fordi jeg kan og ikke har kunnet lade være

Mig bekendt blev jeg aldrig oprindelig interesseret i filosofi. Der er overhovedet ikke nogen oprindelig situation, begivenhed eller (om)vending jeg kan genkalde mig som afgørende. For at sige: Her begyndte det! Det fortaber sig… Og jeg er ikke engang sikker på at jeg overhovedet oprindelig blev eller stadig er interesseret i filosofi som sådan: som en særlig privilegeret genstand for interesse, eller som et formål i sig selv.

Derimod er der tidspunkter og situationer i mit liv hvor en interesse i filosofi dukker op eller begynder med nødvendighed; tidspunkter hvor filosofi som en spørgen efter – eller til – det mere grundlæggende gør sig gældende uomgængeligt, som en ’oprindelig’ trang. Og der er tidspunkter hvor jeg finder en sådan uomgængelig trang irriterende, hvor den kommer på tværs og er besværlig når den dukker op. Som netop nu hvor jeg sidder i maj på et badehotel og ser ud over vandet. Og overvejer om jeg måske umiddelbart hellere ville gå ned til stranden, for at ligge dér eller for at snorkle. Eller om jeg måske hellere skulle gå ned i restauranten for at tale med nogle venner, for øvrigt en velkendt ’filosofisk’ løsning siden Hume. Samtidig med at noget fortæller mig at der muligvis ikke er tilstrækkelig hold i de sidste muligheder, i hvert fald ikke fra filosofisk hold. I sådan nogle situationer bliver filosofi dermed også forbundet med en vis følelse af eller tendens til afsondrethed, af efterladthed, både i forhold til andre og til mig selv.

Der er også tidspunkter hvor tilbøjeligheden til at filosofere måske går for langt eller bliver for uoverkommelig. Hvor den bevirker at jeg kommer for meget i tvivl. Ligesom der er situationer hvor den forsvinder igen, efterladende en lettelse over at det (forhåbentlig) er godt overstået, eller også efterladende en ubestemt længsel efter hvad det (måske) kunne være blevet til.

Så jeg blev nok aldrig ”oprindelig interesseret i filosofi”, for derefter at bevare en konstant og uproblematisk interesse – hverken i hele genstanden for begæret, eller i en videbegærlighed i forhold i et bestemt delområde af filosofien. I stedet bliver jeg ’oprindeligt’, det vil sige ubetinget og uomgængeligt, interesseret i filosofi som en aktivitet jeg står midt i her og nu, villigt og/eller modvilligt, igen igen, for så at miste interessen og motivationen, igen igen.

Jeg oplever dermed heller ikke at jeg i det hele taget befinder mig eller arbejder inden for filosofien som et etableret felt. Min erfaring er at jeg på én gang eller samtidig befinder mig indenfor, udenfor, og indenfor igen. Jeg befinder mig hele tiden på kanten af eller står i forhold til filosofien. På et uafklaret sted hvor jeg irriteres, udfordres af den og prøver at finde en adgang ind over en tærskel til en indgang, som jeg imidlertid også ved at jeg er dømt til at vente udenfor. Jeg ’lever’ derfor filosofiens ’oprindelige’ (originære eller originale) fremkomst og undergang, igen igen. I forhold til filosofien møder jeg derfor også hele tiden min egen grænse og min uformåen, ofte fulgt af fornemmelsen af aldrig at nå frem, eller konfronteret med spørgsmålet om at være her eller andetsteds.

Det indebærer også at der nok er mindst to svar på spørgsmålet hvorfor jeg blev og bliver interesseret i filosofi: For det første fordi jeg kan og har kunnet. For det andet fordi jeg ikke kunne lade være.

Det første svar er altså såre simpelt: Jeg tager og har taget en interesse i filosofi, både fordi jeg kan og fordi jeg har kunnet. Hvis ikke man kan, er det jo ikke muligt. Min erfaring er at jeg åbenbart hidtil har haft en tilstrækkelig evne til at overkomme de udfordringer der ligger i at tænke filosofisk. Hvad jeg har lavet har åbenbart også vakt tilstrækkelig genklang hos andre til at det gav og giver mening at fortsætte, hvilket jo absolut ikke er en selvfølge eller noget jeg selv er herre over. Og jeg har åbenbart også været villig til at leve med filosofi som en venskabelig kærlighed til en lidt mere grundlæggende form for klogskab, men en kærlighed der er tilstrækkelig selvmodereret eller generøs til at den kan leve med at den hverken kan eller vil gøre sig til herre over eller nå at besidde genstanden for sit begær. En kærlighed der altså har sin egen pris og sin egen ydmyghed i forhold til at få indløst sit begær.

I alle tilfælde er den kunnen eller villighed ikke kun et spørgsmål om beslutning eller om vilje i traditionel forstand. Det indebærer også en lille nagende tvivl: Vil jeg også kunne, vil det også vinde genklang, vil jeg også være villig og have vedholdenhed næste gang? Vil det også være det hele værd næste gang? Som jo også er den gang der altid er i færd med at blive til – lige netop nu. Hvor det jo oven i købet handler om at finde balancen, samt den rette distance i forhold til mig selv, om at svare for mig selv… Er jeg i stand til at overkomme det? Så den såre simple kunnen eller kunst bliver nok aldrig selvfølgelig. Selvom den fortsætter og lægger sig i forlængelse, begynder den samtidig forfra hver eneste gang.

Det andet svar er i og for sig nok også ret enkelt: Jeg bedriver og har bedrevet filosofi fordi det altid allerede er begyndt og fordi jeg allerede er i færd med at blive drevet ud i det. Jeg gør det således ikke bare fordi jeg kan, men også fordi jeg ikke kan eller har kunnet lade være.

* * *

Betragtet som en tendens til at problematisere og gå bag om troen på almindeligt udbredte meninger og antagelser, lægger den filosofi der begynder igen, sig for mig at se igen umiddelbart i forlængelse af vores almindelige historiske dagligliv. Dette gør den netop for så vidt som dette liv ligeledes ofte er mærket af en tilbagevendende tendens til at problematisere sig selv og sine egne alt for velkendte formeninger. Det er således en integral del af vores ’sædvanlige’ liv at det samtidig er en uendelig ’læreproces’ og at vi altid er på vej til at tænke mere grundlæggende over tingene. Filosofi bedriver vi således ikke bare ud fra lyst, evne og overskud, men også af nød. Vi bedriver den fordi vi bliver drevet ud i en tendens til at filosofere – og dermed fordi vi ikke kan lade være.

I vores historiske og sociale praksis synes vi nemlig konstant at erfare hvordan vi altid allerede er i færd med at distancere os en – ofte altafgørende – kende fra en hidtidig og overleveret fælles forpligtende sædelighed. Vi er således i færd med at forlade en ēthos, dog vel at mærke samtidig med at dens forpligtende normative retningslinjer stadig gør sig særdeles virksomt gældende, nemlig som det foreløbig eneste og eneherskende hidtidige selvevidente bud på hvad der aktuelt er vores forpligtende fællesskab og enhed (f.eks. …). Afsæt for en sådan tænkning bliver dermed også samtiden som et nutidigt øjeblik hvori de to evigheder som fortid og fremtid ifølge Thoreau er mødes i en begivenhed der er irreducibel i forhold til dem begge.

Eftersom vi altså ikke er klar over hvad vi positivt kan sætte i stedet for den hidtidige og netop forladte påståede enhed, har vi også vanskeligt ved at aflægge regnskab for os selv og den nye forskel der aktuelt synes at gøre sig gældende. I forhold til dette risikerer den hidtidige forladte påståede enhed, for så vidt som den perpetuerer sig selv, dermed også i stigende grad at få karakter af en overleveret løgn (f.eks. …). Idet den i sin døde og efterladte form voldeligt reducerer de opståede forskelle til sit eget billede, virker den undertrykkende og fordømmende i forhold til det der gør sig gældende.

Som jeg ser det, kan filosofien lægge sig i forlængelse af en sådan problematisk historisk hverdagserfaring idet den sætter den her bestandigt opstående rudimentære tilbøjelighed til problematisering og selvproblematisering i centrum og forstærker den. Bestyrker og underbygger den.

I kraft heraf kan filosofiens ubetingede og radikale spørgen også få karakter af et sorgarbejde i Theodor W. Adornos forstand. Der er tale om en begrædelse af tabet af en ’ideal’ helhed der aldrig har været, men som svarer på det tab ved bestandigt at vende tilbage til såret, dels for at genåbne det ved at affirmere og følge det som har skabt det, nemlig den uanseelige forskel til det hidtidigt gældende, dels for at tænke det utænkte og det hidtidigt utænkelige denne forskel åbner. Netop i kraft af at filosofien således fokuserer på og forstærker en allerede eksisterende impotens i det sociale, en spalte eller et sår, og en manglende evne til at tænke det der kommer til syne i denne spalte i de hidtidigt gældende kategorier, kan den virke åbnende og således skabe plads for håbet, for så vidt som dette indebærer at jeg har en forventning og en formodning om noget tilkommende som jeg endnu ikke kender karakteren af. Filosofi er således også et exodus i form af en affirmation af en udgang fra verden sådan som vi kender den mod noget andet som vi endnu ikke kender. Filosofien placerer mig dermed i et – selvvalgt eller påtvungent? – exil; og den bringer mig i en underlig mellemtilstand eller et limbo som jeg befinder mig i når jeg tvungent forlader mit eget selvfølgelige hjemland, uden komplet at have opgivet båndene tilbage til det. Samtidig med at den indeholder sin egen forjættelse og forhåbning om at nå (længere) frem (Raffnsøe 2009).

Som et arbejde med en eksistens der allerede er problematisk og selvproblematiserende har tænkning for mig at se derfor sit eget eksistentielle moment. Tænkningen har karakter af et indspil i social, historisk og personlig eksistens der forholder sig til, ændrer og transformerer den. Af samme grund er den måske også forbundet med en eksistentiel anstrengelse ud over den rent erkendelsesmæssige. Filosofi som en potensering af den problematisering som vi i vores dagligliv altid står midt i har også noget belastende i sig. Den er forbundet med tankens og begrebets anstrengelse og utilpassethed; og den indebærer derfor også en anstrengelse for, en begrænsning og en hæmning af eksistensen.

* * *

Af samme grund kan jeg også få lyst til at opponere imod gængse entydiggørelser og idylliseringer af filosofien. Filosofi er for mig at se ikke bare noget vi bedriver ud af umiddelbar og entydigt positiv interesse, hverken i en bestemt begrænset og veldefineret genstand eller i en faglighed fordi disse er, åh, så interessante i sig selv. Filosofi er ikke bare teori eller en skuen der er forbundet med en umiddelbar lystfølelse ved sin egen erkendelse i og med at den forudsætter at den erkendende allerede befinder sig på eller har taget afstand til det han erkender, hvad enten en sådan konception er knyttet til antikke forestillinger theoria eller moderne forestillinger om teoretikeren og videnskabsmanden.

For så vidt som filosofi overhovedet er lystpræget, er lysten ikke umiddelbar, men snarer middelbar, betinget og formidlet. Lysten gør sig gældende i den form som den ifølge Kants Kritik af dømmekraften antager i forbindelse med vores omgang med det ophøjede. Her er den nemlig nært forbundet med og alternerer med ulyst. Der er tale om en ulystpræget lyst og lystpræget ulyst, i og med at den gør sig gældende i forbindelse med udfordringer der er næsten for store til at kunne rummes; hvorfor udfordringen virker så æggende – og samtidig så hæmmende og undertrykkende indtil det (måske) viser sig at jeg alligevel er i stand til at rumme det jeg søger at begribe og fastholde i et underligt på trods. Her er det som om ulysten slår over i en lyst udløst af at eksistensen er i stand til at overskride sin umiddelbare begrænsning indtil jeg igen møder min grænse og begrænsning…

Så i grunden er sorg, glæde og ekstase måske dybest set mere velanbragte lidenskaber at henvise til hvis man skal søge at beskrive hvordan man afficeres eller hvad man gennemlider når man bedriver filosofi. Sorg samt bekymring og ængstelse for en selv melder sig når eksistensen møder sin grænse og sendes tilbage på sig selv i sin isolation. For derefter muligvis at afløses af en glæde, en overstrømmende affekt forbundet med at det alligevel lykkes at overskride erkendelsens og eksistensens umiddelbare hæmning og grænse, måske endda en entusiasme grænsende til ekstase. Filosofi er jo også hos en række forfattere – Nietzsche, Heidegger, Foucault – forbundet med en ekstatisk bortrykkethed og selvforglemmelse. Der samtidig er præget af sorg, for så vidt som det at blive revet væk fra sig selv også rummer sit eget memento…

I forlængelse heraf har filosofi for mig karakter af praktisk omtanke – før den bliver erkendelse. Filosofi er en tænkende og en reflekterende praksis der udfolder sig inden for en bredere praksis. Og derfor må den også betragtes som et indspil i og et bidrag til denne bredere praksis. Der er tale om et lille indspil og et lille bidrag til denne praksis der alligevel er afgørende i og med at det ændrer alt.

Af samme grund er filosofi måske heller ikke bare en entydigt nyttig og nødvendig aktivitet der kun er til stor hjælp for og som entydigt bidrager til og forbedrer sine omgivelser. Filosofi er ikke en absolut og entydig værdi, et mål der må forfølges til sin ende og udelukkende en gevinst for sine omgivelser; filosofi er også noget man må bedrive og omgås med skønsomhed, med opmærksomhed på hvor og hvornår man skal stoppe. Både hvad angår de resultater man når og mere bredt eksistentielt, hvad både Wittgenstein og Cavell for øvrigt gør opmærksom på. For den store opgave at tænke sig hinsides metafysikken ofrede Nietzsche sig i den sidste del af sit liv, i en sådan grad at han kunne kalde sig selv ”den korsfæstede” og til sidst brød sammen og uselvisk faldt en hest om halsen. Selv om Nietzsche selv var særdeles opmærksom på at filosofi ikke var en entydig, absolut og positiv værdi, kendte han således alligevel ikke til mådehold i sin egen praktiske omgang med tænkning; han praktiserede den ikke med sofrosyne.

* * *

I forlængelse af hvad jeg hidtil har sagt, har jeg også vanskeligt ved at angive hvad der præcist er mit særlige område af filosofien. I mine hidtidige udgivelser har jeg ganske vist beskæftiget mig med forskellige ’særområder’. Blandt andet med filosofisk æstetik, filosofi- og idehistorie, metafysik og værenstænkning, sprogfilosofi- og filosofisk semantik, med det humanes og humanvidenskabernes status og grundlagsproblemer, samfundsvidenskabelig metode og analysestrategi , socialfilosofi eller retsfilosofi, medicin og medicinhistorie, viden og videnssamfund. Jeg har givet fortolkende introduktioner til forskellige former for moderne kontinental filosofi, samtidig med at jeg har studeret fænomener som regelfølge og den sproglige vending, erfaring og begivenhed, tillid og magt, velfærd, lykke og velstand, økonomi, gaveøkonomi og social udveksling. Endelig har jeg beskæftiget mig med ledelse og selvledelse, med ledelsesfilosofi og ledelsens historie, med spørgsmålet om den sociale kontrakt og det sociale bånd, med social diagnostik og kritik.

Det er imidlertid ikke kun vanskeligt for mig at tilkende et bestemt af disse felter en privilegeret rolle frem for de andre. Jeg har samtidig heller ikke været i stand til at betragte disse felter som isolerede genstande det var muligt at beskæftige sig med og behandle i sig selv. Måske mit særlige bidrag til sådanne områder således har været at bringe dem nærmere sammen, samtidig med at jeg har søgt at knytte dem til andre områder udenfor filosofien og videnskabens almindelige gebet.

Fra min første bog om æstetik (Raffnsøe 1996/98) over disputatsen (Raffnsøe 2003) og frem til i dag har det således været vigtigt for mig at vise at man kun kan forstå hvad der foregår inden for disse disciplinære områder ved at overskride specialiseringen. Det har været nødvendigt at undersøge og at godtgøre hvorledes disse områder først konstitueres som centrale genstande der stiller os over for bestemte problemer i en formidlet form. De gør sig først gældende i kraft af at de på den ene side er konstitueret gennem bredere og længere virkningshistoriske forløb, og i kraft af at vi på den anden side allerede er i færd med at lægge den overleverede historiske forpligtelse bag os, således at den ikke længere fremstår som selvfølgelig, men som en begyndende problematisk fortid. I sammenhæng hermed har det været centralt for mig at vise hvorledes man ikke alene må betragte det der foregår inden for disse særegne felter som et svar på overleverede historisk og sociale problemer, men også som et aktuelt indspil i en bredere social sammenhæng som man søger at medvirke til at skabe eller påvirke igennem disse tilsyneladende afgrænsede felter, hvis man ellers vil forstå hvad der foregår. Alt dette også som et led i en bestræbelse på at gøre det muligt at tænke disse felter på en ny måde og for at tænke anderledes mere generelt.

Samtidig med at specialiseringens isolering af et bestemt genstandsområde med en specifik tilknyttet videnskabelighed kan danne afsæt for at tænke filosofisk, forekommer den mig således også at kunne udgøre en hæmsko som det er nødvendigt at overskride for at kunne tænke filosofisk. I modsat fald forbliver filosofien udannet og kan ikke følge Hegels opfordring til at tænke konkret i stedet for abstrakt. Den risikerer at bidrage yderligere til den igangværende abstraherende forenkling og dens iboende fordomsfuldhed og fordømmelse, såfremt den ikke er villig til at forstå og forsone sig med det den går i udveksling med ved at tilkende det dets begrænsede sandhed i kraft af at den udforsker dets plads og rolle inden for en større, uafsluttet sammenhæng.

Jeg ser derfor heller ikke mit bidrag som entydigt problemløsende. Jeg forholder mig til det givne felt med henblik på at indsætte de givne problemer i en ny og mere omfattende kontekst. Derved kan de forskydes og forandres, hvorved de måske kan lettes. Men det bevirker at nye centrale problemer dukker op.

Alt dette gjorde sig i og for sig allerede gældende i mine tidlige udgivelser hvori æstetik spillede en central rolle, i forlængelse af at jeg jo er uddannet i filosofi og litteratur, først og fremmest guldmedaljeafhandlingen (Raffnsøe 1989) og bogen Filosofisk æstetik (1996 og 1998). Umiddelbart er der jo her tale om en beskæftigelse med kunsten og det æstetiske, altså af et særegent felt og dets konstitution, med afsæt i en begrænset deldisciplin af filosofien, nemlig den filosofiske æstetik som en teori om og refleksion over kunsten og det æstetiske. Eftersom jeg betragtede det som en ”empiristisk fejltagelse” (Raffnsøe 1990) at forblive hér og tro at filosofien i den filosofiske æstetik kun var interesseret i at etablere sig som en sådan teori, var en sådan beskæftigelse for mig kun mulig ved at gå ’omvejen’ over en bred undersøgelse af filosofi- og æstetikhistorien fra Platon over Baumgarten, Kant, Schiller, Hegel, Nietzsche, klassicisme, Jena-romantik og fransk mal du siècle-litteratur til Heidegger og Adorno for at vise hvordan forestillingen om det æstetiske som en særlig genstand, som et særegent autonomt område der adskiller sig fra det omgivende og følger sine egne love, opstod relativt sent som en selvfølgelighed med en række implicitte forudsætninger. Samtidig skrev jeg bogen på et tidspunkt omkring 1990 hvor forestillingen om kunsten og det æstetiske som en særlig genstand kendetegnet ved autonomi begyndte at blive anfægtet, dels idet man begyndte at producere og relatere sig til kunst og æstetiske produkter i en mere social optik, dels fordi den æstetiske suspension af sædvanlig moral og realitet i mellemtiden var i færd med at blive udbredt som allemandseje, som en selvfølgelig forventning vi alle mere eller mindre bærer med os. Igennem undersøgelsen blev det samtidig tydeligt hvorledes aktiviteten inden for og beskæftigelsen med det begrænsede felt jeg undersøgte løbende måtte forstås som et indspil i og som et bidrag til en bredere social og politisk sammenhæng.

Æstetikken og filosofisk æstetik bliver først til som et særegent autonomt felt som et led i en bestræbelse på at fastholde et normativt udgangspunkt i en situation hvor det i stigende grad ikke mere er muligt at gøre det direkte foreskrivende og hvor man derfor må gøre det ad en omvej, nemlig den æstetiske. Det æstetiske bliver derfor også et felt eller et niveau hvor man søger at fremstille det fælles socialt forpligtende som vi deler i en form hvor man stadig leder efter den. Netop i kraft af at vi i det æstetiske suspenderer den øjeblikkelige og endelige forstandsmæssige bestemmelse, bliver det i den æstetiske smagsdom muligt at affirmere det som allerede Kant i Kritik af Dømmekraften karakteriserer som en ”meddelelighed”, en med-delelighed i affektivitet og (refleksiv) bedømmelse der forudsætter og peger frem mod et endnu ikke eksisterende, men muligt eksistentielt fælles forpligtende fællesskab. Der er tale om en ”selskabelighed”, en samfundsmæssighed eller en sensus communis som vi er på vej mod, bliver stillet i udsigt, håber på, og som virker stærkt samlende og forpligtende på trods af at den ikke foreligger. For så vidt som den aldrig foreligger, kan den forudsatte common sense imidlertid komme til at virke underligt insubstantiel eller uhåndgribelig.

Den beskrevne historisk-sociale bevidsthed, samt intentionen om at overskride den eksisterende sociale praksis og formulere nye former for social forpligtelse, gør sig stadig gældende når jeg i de senere år spredt men i lidt højere grad er vendt tilbage til æstetiske problemstillinger, uden egentlig at have besluttet det. Det gælder således for diskussionerne med Jørgen Leth om regler, kreativitet og produktivitet, æstetik og perfektibilitet med afsæt i hans og Triers film De fem benspænd (Leth og Raffnsøe 2009), ligesom det gælder for undersøgelsen af hvordan vi aktuelt i det æstetiske går fra koncepterne for at genoplive og genopfinde os selv på ny i en særlig åben relationsform hvor vi ikke fuldstændig ved hvem vi er og dermed selv står på spil (Raffnsøe 2005).

* * *

For mig at se adskiller filosofi sig fra videnskab i traditionel ’normalvidenskabelig’ forstand netop i kraft af at den ikke bare identificerer sig med, indforskriver sig i eller bidrager til et bestemt givet eller lukket felt. Den er tværtimod en form for viden som allierer sig med og forpligter sig på det enkelte vidensfelt i kraft af at den spørger efter det dets grundlag og situering. Det indebærer bl.a. at filosofien ikke kan nøjes med at anskue videnskab som en viden om praksis, men også må betragte den som en respons på, som en refleksion over og som et indspil i praksis. Filosofi sådan som jeg bedriver det beskæftiger sig med teori som tænkning og dermed som (tænkende) praksis. Den må begribe praksis i teorien og teorien i praksis. Der er umiddelbart tale om en relativt lille forskydning i tilgangen, men der er tale om en lille tilføjelse som er afgørende fordi den ændrer alt. Erkendelse betragtes dermed ikke som en skuen af (theoria) hvordan det forholder sig og af hvad der er tilfældet. Den får derimod status af praktisk omtanke. I denne forskydning ser jeg et af mine vigtigste bidrag til de områder jeg har beskæftiget mig med og til filosofien i dens aktuelle form.

Det indebærer også at filosofien i en sådan udgave, for så vidt den beskæftiger med videnskab, frem for at begrunde videnskabens videnskabelighed ikke blot kommer til at betone videnskabens karakter af forskning og sin egen karakter af fortsat (ud)forskning; den må også betragte videnskab og viden som et socialt indspil der bliver muligt på bestemte sociale betingelser. Af samme grund er jeg skeptisk over for erklæringer der fastholder hvorledes vi snart vil være betydelig nærmere den endelige forståelse inden for et givet område.

For mig har det været vigtigt at fastholde hvorledes filosofien taler ind i sin tid og i sin sammenhæng. Men det har ligeledes været vigtigt at markere at dette også har konsekvenser for dens væremåde. Filosofi er en historisk aktivitet; og det bør spille en rolle for den form som den kan antage og for dens udsagnsmodus. Det er karakteristisk for den nyere kontinentale filosofi at den ikke kun har forholdt sig til tid og historie som ydre omstændigheder i forhold til dens egen sandhedsudsigelse, men løbende har reflekteret over tid og historie som sine egne indre forhold og betingelser, samt over de konsekvenser de måtte have for denne. Fra Husserl og Heidegger til Derrida og Foucault har filosofien undersøgt og reflekteret over sin egen historiske væremåde eller historicitet.

Af samme grund er jeg måske i særlig grad blevet provokeret af og taget interesse i særegne felter der forholdsvis åbenlyst havde noget ufærdigt eller uafsluttet over sig. Og jeg har i hvert fald bestræbt mig på at betone og genåbne en sådan uafsluttethed og uafsluttelighed.

Hvad der var tilfældet i forbindelse med beskæftigelsen med det æstetiske gør sig nemlig endnu mere markant gældende i disputatsen (Raffnsøe 2002). I det lettere monstrøse indspil baserer jeg mig på og skriver mig igennem en række etablerede former for videnskab og vidensfelter i mere bred forstand – fra bl.a. retsvidenskab og retshistorie og historie, til sociologi, politologi og socialvidenskab, litteratur og litteraturvidenskab. Det grundlæggende anliggende er imidlertid herigennem at belyse en mere overordnet forskydning i arten af det sociale bånd der aktuelt knytter os sammen. Forskydningen indebærer at vi ikke længere overordnet set baserer os på en samlende og lokaliserbar enighed som vi kan lægge til grund for vores øvrige udveksling, således som det bl.a. var tilfældet i konstitutionalismen eller når vi i forskellige sammenhænge søger at nå til enighed om bestemte tilgrundliggende værdier. Vi baserer os ikke længere på et fællesskab i traditionel forstand i form af et fælles punkt hvori vi falder sammen og som danner et fundament vi kan bygge på. I stedet for synes vi at være forbundet af en samhørighed i forskellige bestemte henseender. Det sociale bånd der forbinder os er vævet af en række forskellige tråde; og disse fremstår hver for sig som vores skabelse, som konstruktioner vi kan tage op og modulere, samtidig med at vi ikke kan tage dem alle op på én gang. Man kunne derfor også tale om de sociale bånd (Raffnsøe 2003). Vi har intet fællesskab, men vi har en samfundsmæssighed som vi er indspundet i og forholder os til, men uden nødvendigvis at kende den til bunds. Et sådant socialt bånd knytter os sammen idet det virker bestemmende ind på måden vi forholder os på – i måden hvorpå vi forholder os til hinanden og til os selv. Der er således ikke alene tale om en analyse af en overordnet social væremåde, men også om en belysning af en personlig eksistensform.

Samtidig med at afhandlingen søger at baggrundsbelyse den politiske filosofis og socialfilosofiens genopdukken på den fagfilosofiske scene som en central og relativt uhildet filosofisk beskæftigelse, bl.a. ved at undersøge hvordan det sociale dukker op som en problematik det bliver væsentligt at beskæftige sig generelt med ’som sådant’, kaster afhandlingen også herigennem lys over spørgsmålet: Hvorfor og hvordan findes en social sammenhæng overhovedet og ikke bare ren opløsning? Hvilken karakter har vores samfundsmæssighed overhovedet? Dermed stiller afhandlingen en socialfilosofisk pendant til det der ifølge Heidegger var metafysikkens udgangsspørgsmål: Hvorfor er der overhovedet noget værende og ikke intet i stedet?

Afhandlingen søger at artikulere forskellige vigtige tråde i dette aktuelle, underligt insubstantielle, formbare og alligevel stærkt bindende sociale bånd der virker bestemmende ind på vores personlige eksistens. Det gør den ved at skelne dem fra hinanden, vise hvordan de er blevet til og derigennem samtidig klarlægge hvilken forpligtelse de indebærer. Der er ikke tale om en sociologisk analyse, men om en filosofisk undersøgelse, for så vidt som afhandlingen er optaget af normeringens eller foreskrivelsens niveau. Den undersøger retningslinjerne for hvordan vi selv, i samvirke med vores omverden, retleder hvordan vi selv og vores omverden kan blive til, træde frem og sætte os spor. I en vis forstand er prætentionerne i en sådan filosofis analyse mindre omfattende end i en traditionel sociologisk eller historisk samfundsanalyse. Jeg beskæftiger mig ikke med og forsøger ikke at give en dækkende beskrivelse af realiteten. Jeg forsøger ikke at etablere en udtømmende beskrivelse af hvordan vi rent faktisk forholder os og af hvad der rent faktisk sker. Men i en anden henseende er ambitionerne højere. For dette normeringens niveau virker bestemmende ind på hvad vi overhovedet kan percipere, hvad vi kan forestille os og på hvad vi gør – og dermed på hvad der kan blive virkeligt og få væren i en meget bred forstand. Normeringens niveau har således forrang for det faktiske; det er vigtigere end det virkelige; og det er væsentligere end det værende.

Med en sådan ansats forskyder afhandlingen den gængse måde hvorpå vi tenderer til at diskutere ikke kun spørgsmålet om det sociale bånd og om social forpligtelse, men også forpligtelse i videnskabelige og videnskabsteoretiske sammenhænge, eller æstetiske sammenhænge for den sags skyld. Vi mener ofte at konstatere hvordan sammenhæng og forpligtende forbindtlighed synes at forsvinde for at efterlade en uforpligtende relativitet. Jeg vil imidlertid hævde at problematikken, i hvert fald umiddelbart, stiller sig helt anderledes. Problematikken som man må adressere er ikke et abstrakt og konstrueret fravær af eller savn af normativitet, men det forhold at vi i udgangspunktet er overdeterminerede igennem en mangfoldighed af normative målestokke der virker ind på alt hvad vi foretager os, men som vi har svært ved at iagttage og forholde os til, netop fordi disse i udgangspunktet er så mangfoldige og selvfølgelige, samtidig med at de aktuelt er i færd med at antage nye insubstantielle former som vi har vanskeligt ved at begribe.

Anliggendet med at kortlægge en sådan mangfoldig social forbindtlighed, som også er den der binder os sammen, bliver følgelig ikke at minde os om den og forpligte os på den. Det drejer sig tværtimod om at fremhæve og artikulere den, således at den i mindre grad uset går under huden på os og umærkeligt gør sig gældende igennem os. Det drejer sig om at bringe den frem, således at det bliver muligt at lægge afstand til den i en sådan grad at det bliver muligt at reflektere over den og forholde sig selvstændigt til det der hele tiden virker disponerende ind på hvad vi foretager os. Dermed kan man måske også medvirke til at afværge den vedvarende fare for at mennesket med Thoreaus ord reduceres til ”et redskab for sine redskaber”, i dette tilfælde til et redskab for de redskaber eller teknologier vi mennesker tager i brug når vi søger at forholde os til hinanden. I så fald risikerer mennesket nemlig at regrediere til rent udtryk for og en implementering af en fremmed logik og derved blive subhumant. For så vidt det lykkes at forholde sig selvstændigt til en sådan logik, kan mennesket derimod blive til på ny.

En gennemgående analyse af hvordan en række sociale anordninger (”dispositiver”) bliver til gennem vores omgang med hinanden og virker bestemmende ind på hvordan vi kan forholde os til hinanden, fandt jeg hos Foucault, hos hvem grundanliggendet med en sådan analyse og analytik samtidig er at rokke ved den alt for bestemmende indflydelse sådanne anordninger allerede har på os før vi bliver klar over det, også i kraft af at de går under huden på os og virker i det usete. Foucaults analysemåde og forfatterskab i det hele taget spiller derfor også en gennemgående rolle i disputatsen.

Sammen med mine medforfattere har jeg søgt at give et grundlæggende indblik i Foucaults tænkning i en monografi om hans forfatterskab (Raffnsøe, Gudmand-Høyer, Thaning 2008/2009) der også udkommer på tysk i disse dage (Raffnsøe, Gudmand-Høyer, Thaning 2010). Heri søger vi at godtgøre at filosofi hos Foucault i forlængelse af bl.a. Nietzsche (Raffnsøe 2001) grundlæggende får karakter af samtidsdiagnose, for så vidt som han søger at klarlægge hvordan samtidige tendenser som udøver en indflydelse på os og på hvad vi kan gøre eller koncipere gør sig gældende. Idet en sådan engageret og situeret normativ tænkning undersøger hvilke målestokke der er i færd med at blive til og virke ind, peger den samtidig ud mod andre målestokke der foregribes i analysen. Analysen får dermed karakter af en løbende artikulation af en normativitet der tidligere virkede implicit eller uudfoldet.

Samtidig med at vi godtgør nødvendigheden af og styrkerne i en sådan tilgang, viser vi også hvordan den rejser en række uafklarede spørgsmål og vanskeligheder. For så vidt som samtidsdiagnosens normativitet er præget af en løbende forskydning, bliver det vanskeligt at angive et præcist begyndelses- eller slutpunkt hvorfra der tales og hvorudfra analysen kan retfærdiggøres og begrundes, gives klare konturer og en mere præcis bindende og forpligtende virkning.

I og for sig lægger sådanne diskussioner sig forholdsvis direkte i forlængelse af den problematik jeg skitserede i et ph.d.-projektudkast jeg blev ansat på i 1990. Hensigten var her at undersøge hvordan man kan reformulere tænkningens syn på sandhed og normativitet, så den kan blive en størrelse der vejleder vores liv, givet at man på den ene side ikke mere tror at kunne formulere en sådan på filosofihistoriens og metafysikkens traditionelle vis som en fundamental og substantiel sandhed, samtidig med at man på den anden side stadig ønsker at hævde sandhed og normativitet som objektivt forpligtende størrelser, også for at undgå perspektivisme og relativisme.

I en vis forstand kan man sige at det aldrig er lykkedes mig at føre det ph.d.-projekt til ende og give et endegyldigt svar, for så vidt som det som nævnt stadig er noget jeg diskuterer, både med mig selv og andre. Der har gjort sig en naturlig afdrift gældende i forhold til den oprindelige intention. Og samtidig kan man alligevel sige at den nævnte problematik har gennemsyret og sat et afgørende præg på det meste af det jeg senere har gjort. Undersøgelsen af hvordan det er muligt at formulere en fælles forpligtende normativ sandhed på et tidspunkt hvor det ikke længere er muligt at fastholde den direkte som en substantiel sandhed om vores tilværelses grund har som antydet også været et gennemgående anliggende og tema i æstetikundersøgelserne. Lidt tidligere forsøgte jeg også at vise hvorledes det såkaldte linguistic turn kunne betragtes som en markering af at en sådan fremstillingsproblematik var blevet uomgængelig. Samtidig med at det tyvende århundredes sproglige og formalistiske vending anskueliggjorde at en sådan emfatisk sandhed og metafysik ikke længere lod sig fremstille, peger i hvert fald dele af den frem mod en sandhed der har karakter af hændelse eller afsløring (Raffnsøe 1992). Undersøgelsen af sandhedens og normativitetens mulige og forpligtende former har også stået i centrum for forskellige introduktioner til kontinental filosofi, hvad enten der er tale om Heidegger og Adorno, eller Nietzsche, Foucault og Deleuze (Rendtorff, Raffnsøe, Diderichsen 2003); ligesom undersøgelsen af den aktuelle art af social forbindtlighed og af måden hvorpå man kunne udsige sandheden om denne stadig står i centrum for disputatsen. I denne forbindelse, som også i andre forbindelser, kan jeg få fornemmelsen af at bevæge mig i en spiral der bevirker at jeg passerer forbi tidligere sammenhænge idet jeg genoptager dem indenfor en ny kontekst. Nogle gange i en udaddrejet spiral, så det tidligere får et bredere perspektiv. Nogle gange indaddrejet, så det gør sig gældende i en ny særegen problematik.

* * *

I 2008 modtog jeg fra Velux Fonden en treårig bevilling på knap 6.4 mio til forskningsprogrammet Ledelse af selvledelse, hvortil der er knyttet ni forskere. Heri undersøger vi hvorledes man i det moderne arbejdslivs ledelsesformer, -teorier og organiseringsformer i dag overalt forudsætter at medarbejdere og ledere er i stand til at lede sig selv, samtidig med at man også søger at fremme denne evne. På samme gang vil vi imidlertid hævde at selvledelse og udvikling af selvstændighed gennem en flere hundrede år lang forhistorie er blevet den almindeligt udbredte sociale kontrakt. I det sociale møde fra folkeskolens elevplaner og sociale klienters behandlingsplaner til de psykisk syges rehabiliteringsprogrammer og de almindeligt arbejdendes karriereforløb skriver man løbende under på og videreudvikler denne overenskomst som en norm for både social og personlig eksistens. Livet tenderer dermed imod at blive en endeløs selveksamination hvor dannelse ikke blot finder sted inden for uddannelsesinstitutionernes mure, men er blevet almindeliggjort i form af en allestedsnærværende omdannelses- og perfektioneringstrend.

Forskningen lægger sig i forlængelse af den tidligere nævnte udforskning af de forskellige former for social sandhed og forbindtlighed. Samtidig gør de tidligere nævnte problematikker sig her gældende i tilspidset form. Der er nemlig tale om en udforskning af hvordan frihed i form af en forpligtelse på at overskride sig selv i samarbejde med andre kan fungere som et underligt insubstantielt og samtidig særdeles virksomt og formbart socialt bånd (Raffnsøe 2010): Hvorledes kan oplysningstidens og Kants flere århundrede gamle opfordring til mennesket om at forlade den ”selvforskyldte umyndighed” som det tenderer til at ende i når det ”pga. dovenskab og fejhed underkaster sig andres ledelse” overhovedet tage form ikke alene af en almindelig udbredt social udfordring, men også af en fordring der binder os sammen på særdeles effektiv vis? Hvad indebærer det? Hvilke konsekvenser har det, både for den enkelte og for det samfund han eller hun er en del af. Ud over at jeg leder projektet har jeg også lovet at give mit personlige bidrag til en sådan undersøgelse gennem en bog der kommer til at beskæftige sig med selvledelsens forbindtlighed, dens ēthos eller normative retningslinjer. Her kommer begreber som frihed, velfærd og perfektibilitet som normative retningslinjer for selvledelsen, men også liberalitet og totalitarisme til at spille en central rolle.

Med en sådan ny art socialt bånd tildeles det humane ligeledes en hidtil uset betydningsfuld position for den sociale sammenhæng. Mennesket selv – eller som en eksistens der med Kierkegaards ord ”forholder sig til sig selv” og som dermed også løbende er et selv der endnu ikke er til og derfor først skal blive til som et sådant idet det overskrider sig selv i sin umiddelbare form – forlader i stigende grad positionen som et ubegribeligt randfænomen for i stedet at fremstå som den centrale aktør i det sociale, en aktør som det drejer sig om at begribe, behandle, drage omsorg for og fremme. Hermed kommer det humane imidlertid også i centrum i skikkelse af det transhumane. Tegnede der sig som nævnt den trussel at mennesket kunne regrediere til det subhumane, så ligger der heri den udfordring at mennesket nu stilles over for den opgave at skulle leve op til det transhumane: at skulle leve på kanten af og tempereret overskride det hidtil kendte maksimum, både for levearten og for den enkelte. Det humane træder i centrum som en der ikke (længere) kender sig selv og sit inderste, men som skal gen(op)finde sig selv på kanten af sig selv. Og det bliver dermed også en central opgave at tage vare på denne (trans)humanitet. Vi har fået et viljens og kunnens samfund hvori den største defekt med Prousts ord bliver: Ne pas savoir, ne pas pouvoir “vouloir”. En viljens metafysik der jo som bekendt også er den sidste udløber af metafysikken…

Som et led i og for at muliggøre en sådan kritisk spørgen til den aktuelle sociale overenskomst håber jeg også at kunne udarbejde nye former for og forestillinger om kritik der kan erstatte den bedagede bedrevidende, belærende, udefrakommende. Det kunne være en kritik der tog afsæt i Schlegels markering af at den sande kritiker ikke er dommer, men en ”Author in der zweiten Potenz” der selv er produktiv og som søger at genskabe og medvirke til at realisere det egentlige i værket, her ved at følge de allerede eksisterende flugtlinjer i den yderste konsekvens.

Jeg har en plan om at undersøge hvordan det humane i den beskrevne betydning dukker op ikke alene inden for ledelsesteorien og ledelsespraksis som noget uundgåeligt og centralt gennem de sidste par hundrede år, men også inden for andre videnskaber der tidligere ikke satte det humane i centrum. I forlængelse af disse overvejelser kunne jeg også tænke mig at undersøge hvilke implikationer de beskrevne forandringer har for situeringen og karakteren af menneskevidenskaberne i bredere forstand.

For de videnskaber hvori vi reflekterer over det menneskelige bliver hermed relevante i en anden forstand end tidligere. Dette åbner den mulighed at de humanistiske videnskaber sejrer ad helvede til idet de i stigende grad indgår i og forvandles til human ressource management; men deres styrke er samtidig at de ikke lader sig reducere hertil idet de også er andet og mere. Menneskevidenskaberne kan bl.a. undersøge hvilke udfordringer det rejser at værdiskabelsen i stigende grad eksplicit henlægges til selvledende og myndige væsener der udtrykkelig bliver bedt om at gøre noget andet og mere end det forudsete og forudseelig/forudsigelige. Og samtidig kan de forskellige humanvidenskaber udforske hvad den menneskelige eksistens og den sociale sammenhæng er i færd med at blive til når mennesket stilles opgaven at befinde sig på grænsen til og overskride sig selv.

I denne beskrevne konjunktur hvor mennesket stilles den opgave at blive til, finde, forholde sig til og overskride sig selv, har filosofien måske en særlig rolle og opgave for så vidt en spørgen til menneskets plads i verden med afsæt i dets uselvfølgelige selvforhold traditionelt har spillet en afgørende rolle for den. Og for så vidt filosofi også traditionelt har været nært forbundet med en bestræbelse på at gøre rede for sig selv og for andre, og for sig selv i sin sammenhæng med andre. Måske er vi allerede i færd med at forlade den beskrevne aktuelle gentagelighed…