Velfærdssamfundets logik sat på spidsen

Forbedring og sikring af alles og den enkeltes velfærd synes at være blandt de få mål, vi alle deler i dag. Denne sociale overenskomst lader sig ikke reducere til velfærdsstaten; markedet hviler også på den. Den gør sig gældende i den offentlige og private medarbejderkultur, ligesom den præger de aktuelle læringsbegreber. Forøgelse af velfærd er også blevet en afgørende rettesnor for ledelse og selvledelse i såvel den private som den offentlige sektor. Kampen mod terrorismen, der ændrer vores samfund og det internationale politiske system i disse år, begrundes også i vid udstrækning som en bestræbelse på at sikre vores velfærd.

Fællesskabet om at forbedre vores velfærd har gjort vores verden bedre og rigere i en række henseender. Men det har også en række prekære sider. Faren er, at vi ikke alene i sundhedssystemet, men også mere generelt helbreder os selv og hinanden ind til døden, i en evindelig selvforbedring.

Allerede Goethe var overtydet om, at ”humaniteten endelig ville sejre”, men frygtede, ”at verden samtidig ville blive et stort hospital og vi hinandens humane sygepassere”.